(prædiketekst i den katolske og protestantiske kirke til 1. sø. i advent – Mt. 21:1-9)

Jeg hører til dem, der tror, at Jesu glædes-indtog i Jerusalem få dage før Han som ”smerternes mand” (Es. 53:3) led den stedfortrædende død for vore synder på Golgatha udenfor Jerusalem, er en profetisk forsmag på den dag, Han som jødernes sande Messias gør det samme, tiljublet med ordene:  ”Hosianna Davids Søn!  Velsignet være Han, som kommer i Herrens navn!  Hosianna i det højeste!”

Det tillader pladsen ikke at komme nærmere ind på her.  Som Hebr.brevets forfatter siger jeg:  ”Herom skal der nu ikke tales i det enkelte.”  (Hebr. 9:5).

Mine tanker går tilbage i historien til det højtidelige øjeblik, da den britiske helte-general Edmund Allenby efter at have besejret tyrkerne under første verdenskrig i sejrstog red ind i Jerusalem d. 11. december 1917, dvs. det sidste stykke gik han gennem Jaffa-porten til fods af ydmyg ærefrygt for den hellige by.

Jeg glæder mig til en samtalestund i morgen, torsdag, i vort hjem med en lille, interesseret flok over denne herlige adventstekst.  Som Luther sagde om Galaterbrevet, siger jeg om denne tekst:  ”Jeg er trolovet med den!”

Da vil vi tale opbyggeligt om: 

Hvad var æselets og føllets eneste job? – Se Herrens nåde i ordene:  ”Herren har brug for dem!” - Hvem bruger Han mon i dag?

For at kunne bruge dem, måtte de først løses – hvilken opbyggelig tanke ligger der heri?  Er det ikke netop forløste (frigjorte), små mennesker, Herren først og fremmest bruger og ikke dem, apostlen kalder for de ”verdsligt vise, mægtige og fornemme”?  (1. Kor. 1:26).

Hermed ønskes du, min ædle læser, ja, du ”hiin Enkelte” (som Kierkegaard altid sagde), en rigtig god og indholdsrig adventstid.

23.11.11 –jn