I vor bibelsamtale-gruppe i går læste vi søndagens prædiketekst fra Mt 18:21-35.  Vi var enige om, at  korsets evangelium i sin ufattelige nåde afspejles i v. 27´s tre vidunderlige punkter:

1) Herren havde inderlig medynk,  2) Han løslod ham i frihed og 3) eftergav ham hele gælden.

Hvor meget har dette evangelium forvandlet os?  Eller er ordene om ”syndernes forladelse” blot sødmefyldte ord, der lyder fra alteret i kirken?  Den gældbundne, men tilgivet tjener forblev tilsyneladende ubarmhjertig overfor sin stakkels medtjener.

Det går an at høre tilgivelsens ord og oven i købet i ”salig” søndagsstemning føle noget godt ved dem i kirken uden at Kristi evangelium flytter på noget i praksis.  Det går an fromt at bede ”Fadervor” uden alvorligt at mene ordene ”…sådan som også vi forlader vore skyldnere.”

Det vrimler desværre i kristne sammenhænge med bekendende kristne, som ikke kan døje hinanden.  Jeg véd om hjerteskærende ex på sådanne mennesker, der er gået i graven hver for sig uden at være blevet forsonet med hinanden.

Jeg siger ikke, at de ikke er kristne (det véd kun Han, der kender hjerterne), men én ting véd jeg:  Sådanne mennesker kan umuligt have godt.  Deres indre liv er glædesløst og ”tørt” om end i det ydre sorgløst, ja stundom vittigt.  Det er dog reelt pinefuldt, fuldt af selvforskyldt tortur og fortvivlelse, som den ydre sorgløshed er et yndet gemmested for (Kierkegaard).

Herren har ikke noget sadistisk torturkammer, men vi kan ved vor uforsonlighed berede os selv vort eget indre pinested.  Sådan forstår jeg selv ordene om at blive overgivet til ”dem, som piner” (norsk ovs.) uden dog at være dogmatisk i min ”udlægning”.  Uforsonligt sindelag er vor egen bøddel, men påkalder også Herrens vrede og straf.

Jeg tror ikke, teksten taler om helvedets straf *), men om den disciplinære straf (tugt) i Guds familie.  Noget, vi så godt som aldrig hører om i moderne tid, men som ikke desto mindre findes i Det Ny Testamente, fx i 1. Kor. 11:27-32, men også adskillige andre steder i Bibelen.

18.11.11. – jn

*) den angår de ugudelige, ikke Guds folk,  - et i sig selv alvorligt