Sandheden går ikke automatisk i arv – den må tilkæmpes i hver ny generation!

Det er lidt galgenhumoristisk blevet sagt:  ”Hvis Luther havde levet i dag, ville han have vendt sig i sin grav!” 

Godt at han aldrig fik set, hvor usselt hans evangeliske arv forvaltes i dag, 475 år efter reformationen i Danmark, med tandløse prædikener uden salt, lidenskab og hellig ild qua både død rettroenhed og åbent frafald  i en død, ”luthersk” folkekirke, som kun er en sørgelig karikatur af Luthers reformatoriske vision.  (Heldigvis synges der dog stadig mange gamle, vækkende salmer).

”I kalder jer lutheranere, men hvor meget betyder den Bibel for jer, som Martin Luther lagde så stor vægt på?” spurgte engang den daværende katolske biskop, Hans Martinsen, sine lutherske tilhørere i et foredrag.  (Hans Martinsen gav mig tilladelse til at citere ham for de ord).

Jeg har ind imellem ladet biskoppens udæskende spørgsmål gå videre til lutherske kirkegængere, der blot møder mig med et nærmest ligegyldigt, tomt blik.  Ingen hævede øjenbryn, intet  engagement, ingen mærkbar reaktion, ikke engang en forarget hovedrysten.  Sandheden er nemlig, at Bibelen har nul betydning for dem.   Men da er også den kirke, der smykker sig med Luthers navn ”yt”.  Kun navnet og den forslidte, religiøse staffage er tilbage.  Tomme ord er der nok af.

”Ecclesia semper reformanda est”, lyder et af reformationens kampord, som betyder:  ”Kirken reformeres altid.”  Reformationen er altså ikke en statisk, monumental historie el. event.  Den var tænkt som begyndelsen til en vedvarende fornyelse, som stadig, igen og igen, flytter på menneskeskabte traditioner.  ”I ophæver Guds bud for at holde jeres egen overlevering!”  (Mk. 7:9), sagde Jesus til det religiøse lederskab.

”Giv en ny, en stadig Ånd i mit indre”, beder den sønderknuste David (Psa. 51:12).  Denne sønderknuselse mangler el. kvæles i alt kirkemaskineriet.  De fleste er ligeglade.  Kirkens ”maskinrum” buldrer uanfægtet videre.  For det går jo godt!  Det syntes tydeligvis også ”folkekirken” på Jeremias´ tid, men han sagde:  ”Profeterne profeterer løgn, og præsterne styrer efter deres (egne) råd, og mit folk vil have det sådan.  Men hvad vil I gøre, når enden kommer?” (Jer. 5:31, norsk ovs.). Ja, hvad vil I da gøre, I religiøse vejledere for blinde?  (Rom. 2:19).

Dog endnu, i 11. time, står frelsens dør i Jesus Kristus åben for enhver angrende, fortabt synder.  Men denne frelse sker ikke ”en masse” el. på samlebånd el. ved nogle religiøse hokus pokus ord ved en døbefont, men en for en, ved troen alene med hjertets bøjede knæ for den korsfæstede og opstandne Frelser, som stadig, også i 2011, kærligt kalder den enkelte til sig med indbydelsen:  ”Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort!”  (Joh. 6:37).

16.11.11

-jn-