Forside Artikler Frit spillerum
Frit spillerum Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Onsdag, 26. oktober 2011 13:10



”I er købt og prisen betalt, vær ikke menneskers trælle!”  1.Kor. 7:23


En præst belærte mig, realistisk nok, at Folkekirken er én stor borgerlig indretning med plads til alle mulige og umulige synspunkter, uenigheder og initiativer – blot man er betalende medlem.  Jeg, et ikke-kirkeskatbetalende medlem, betydes, at det virker forkert af mig at drikke endog en kirkeskat-financieret kop kaffe efter gudstjenesten,  selvom det ellers er det, vi over en bank indbydes til.

Men hvor besnærende alligevel som betalende medlem at få ”frit spillerum” i Folkekirken!   Jamen, så er det vel et folkekirkemedlem, jeg skal være?  Nej, der findes et endnu større og endnu friere spillerum. David jubler:  ”Han (Herren) førte mig ud i åbent land…” og:  ”Du skaffede plads for mine skridt…”  (Psa. 18:20, 37).   I Åndens frie, åndelige sfære behøves ikke noget medlemskab.

Ønsker imidlertid nogen kirke min aktive tilstedeværelse, siger jeg som Billy Graham:  ”Jeg går gerne overalt!”  Det er også mit privilegium.  Jeg ønsker et godt og fredeligt forhold til dem alle uden dog selv at gå på kompromis. Jeg har endda én gang, på opfordring, ytret mig i en jødisk synagoge i USA, men kun den ene gang.  Og én gang bad Mormonkirken i Næstved om at høre mit vidnesbyrd.  Det sagde jeg ja til forudsat jeg kunne tale halt frit.

Jeg vægrer mig ved noget kirke-medlemskab,  men gør det ikke med koldt blod.  Vi skal, om muligt,  og som kristne, altid søge ”de helliges samfund”,  indenfor og udenfor vore grænser og bruge den nådegave, Herren har givet os til at tjene hinanden (1.Pet.3:10), men uden snærende bindinger. Kun sådan oplever vi sand frihed.

”Han fører mig på rette veje for sit navns skyld”  (Psa. 23:3) og ”Jeg vil lære dig og vise dig, hvor du skal gå…”  (Psa.32:8).  Bl.a. de ord var min ledetråd fra ”dag 1”, da jeg som ung kom til troen på Jesus Kristus.  Trods mange begrædelige ”dumheder” og ”brølere” i mit liv, har Herren trofast opfyldt disse løfter af uforskyldt nåde.

Stundom rejser jeg også udenlands.  ”Tager du din egen platform med dig?” spurgte en gang en ældre ven.  Det håber jeg.  Min usynlige, men nærværende ”platform” hedder ”Kristus og Ham korsfæstet”.  Jeg kender ingen bedre.  Dér oplever jeg nemlig Kristi kraft i magtesløshed (2.Kor. 12:9).

Frem for medlemskab vær forankret i Jesus Kristus, på hvis legeme du allerede som et troende menneske er et lem. Sådan kan du bedst være til velsignelse for andre.  Og så husk:  ”Vær mest mulig afhængig af Herren og mindst mulig afhængig af mennesker!”

Det er frihed!

-jn-

26.10.11

 
Copyright © 2024 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)