Det er i år et slags  jubilæumsår for reformationens indtog i Danmark og Norge for 475 år siden.  Begge var blevet ”kristnet” så småt i 800- tallet med Romerkirken som magtfuld statskirke, men i 1536 blev katolicismen afskaffet som dominerende faktor, og Christian 3 indførte officielt den evangelisk-lutherske folkekirke ved et stort rigsmøde på Gammeltorv i København d. 30. okt. 1536.

Danmarks nye kirkeminister (eller ligestillingsminister, som det nu skal hedde) slår netop i dette jubilæumsår  til lyd for kirkens adskillelse fra staten som dennes øverste myndighed.  Et sådant ønske er som bekendt ikke af ny dato.   Der har med mellemrum været sat fokus på spørgsmålet både af kirkens egne folk og, måske mere aggressivt, fra ateistisk/humanistisk side.

Røster på græsrodsplan rejser løbende spørgsmålet:  Hvad skal vi i det hele taget med en statskirke?  Er det ikke spild af penge?  Hvorfor skal fx en præst iklædes en præstekjole til kr. 8.000,- (til udskiftning hvert andet år) og en biskop en bispekåbe til flere hundrede tusinde kroner?   Bortset fra at disse middelalderlige klædningsstykker kan forekomme nogle af os lidt komiske i moderne tid, er det så ikke bare håbløst fråseri i en tid, hvor vort statsunderskud har nået astronomiske højder?   Er en sådan kirke i virkeligheden andet end et stykke anakronisme?

Fortjener den med sine forslidte ritualer, oplæste bønner og 10 minutters monotone prædikener at blive holdt kunstigt i live med grundlovssikret statstilskud?  Er tiden ikke inde for en ny reformation?  Spørgsmålene forekommer mig relevante og ikke så provokerende, som de måske lyder, men vi skal som bekendt ikke smide barnet ud med badevandet.

Meget fortjener nemlig at blive bevaret, fx vor fantastiske salmeskat.  Mange af salmebogens perler ville være i verdensklasse, hvis sproget havde været engelsk.  Og synes vi, at præstens prædiken ofte er ”en tynd kop te”, er mange af de gedigne salmer (Brorson, Grundtvig, Kingo, Ingemann, Paul Gerhardt, o.m.fl.) til gengæld  hele vækkelsesprædikener i sig selv.  Personligt er jeg ofte, al monotonien til trods, blevet ”opbygget” ved at synge med på dem, ja, blevet inspireret til selv at digte videre og begå nogle på amatørplan.

Søndagens prædiketekst  (”dagens tekst”) inspirerede for en del år siden en gruppe i Folketinget til at indbyde interesserede medlemmer til at samles én gang om ugen til en kort, opbyggelig stund, hvor den kommende søndags evangelium blev oplæst, en salme blev sunget, og der blev bedt fadervor.  Folketingets tidligere formand, Chr. Mejdahl fra partiet Venstre, var i sin tid ivrig efter at håndhæve denne gode skik, der med hans afgang i november 2007  er ophørt i en folkevalgt forsamling, som efter sidste valg i september i år måske er den hidtil mest ateistisk sammensatte.

Kirkens vel nok mest originale vækkerrøst nogensinde i Danmark, nemlig Søren Kierkegaard, eksponerede i ublide toner ganske vist kirkens hykleri i sine skrifter, men  plæderede ikke for dens afskaffelse, idet han talte mere om at genfinde kristendommen i kristenheden eller kirken i kirken.  Dette er mere end et filosofisk anliggende, men – for at blive ved Kierkegaard – dybest set et spørgsmål om at tage Kristi efterfølgelse alvorlig.

Jeg giver Kierkegaard ret.

jn


18.10.11