Forside
Hvad er frelsende tro? Udskriv Email
Skrevet af Jørn Nielsen   
Onsdag, 04. december 2013 06:59



Jeg spurgte engang min norske svigermor:  ”Bibelen siger, at ”enhver, som tror, at Jesus er Kristus, er født af Gud”  (1. Johs.br. 5:1), men vil det så sige, at enhver, som siger det, er født af Gud, dvs. født på ny?” -  Vi kunne godt begge to se problemet. Hun sagde:  ”Mange vil sige:  ”Jamen, hvad skulle Han ellers være?”  Dvs.:  Selvfølgelig er Jesus Kristus!  Og dog er ordene i sig selv ikke lig med en frelsende tro.

Men hvad da med ordet, som jo siger, at blot du tror, at Jesus er Kristus, er du født af Gud?  En præstefrue på Lolland sagde til mig, da jeg spurgte hende herom:  ”Jeg tror på alt, hvad der står i trosbekendelsen!”

Men vi taler ofte alt for letkøbt om tro.  Den tro, som apostlen Johannes taler om i 1. Joh.5:1, er mere end  et mentalt samtykke til en trosbekendelse i kirken, som kan  være en død, livløs tro.  Sådanne mennesker vil aldrig vove at sige:  ”Jeg er frelst ved troen på Kristus som min personlige Frelser!”  De vil snarere sige:  ” Vel, jeg håber det!”

”Tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst, du og dit hus!”
  (Ap.G. 16:31).  De ord blev talt som frelsende lægedom til fangevogteren i Filippi, for hvem netop spørgsmålet om frelse var akut og ikke et teoretisk ”trosspørgsmål”.  At tro på  Kristus er som en fortabt synder at  kaste sig på Ham og modtage Ham som eneste frelsende redning nu og for evigt.

En kvinde fortalte mig, at hun som ung pige gerne ville tro på Jesus som sin Frelser, men var alligevel usikker.  Hendes troende onkel sagde til hende:  ”Men måske er det eneste, du mangler, at bekende Ham  med dine læber?”  Det hjalp hende.  Og det er bibelsk.  Rom. 10:9. Det er måske det, du mangler?  Det sker først og fremmest for Guds ansigt alene, men også for mennesker.  Menneskesky kan vi være i begyndelsen (sådan som jeg selv var det), men troen på Kristus ”kan ikke skjules i længden”  (1.Tim. 5:25) eller ”på den lange bane”, som det ofte siges.

4.12.13 - jn

 
Copyright © 2019 For Kristus. Alle rettigheder reserveret.
 

Til eftertanke

”Ethvert skrift er indblæst af Gud”

(2. Tim. 3:16)