Der er en kærlighed, som sig frigører
Af sansernes og lidenskabers vold,
Og ej forældes og slet ej ophører,
Selv døden kan den aldrig gøre kold!

Den nydes af den unge mand og kvinde
I en forelskelses lyksalig rus,
For hvilken de ej rette ord kan finde,
Alt siges blot med kys og klem og knus!

Men kærligheden den vil langt, langt mere,
Den stærkere er end den unge krop,
Den lader sig guddom´ligt sublimere
I længslen efter at nå høj´re op!

Thi ægtefolk, som af hinanden holder,
Og på hvis alderdom ses rynkers spor,
Poetisk de sig kærligt dog udfolder
Med kun for dem intime, kendte ord!

Om kærlighed hav derfor høje tanker,
O, menneske af både kød og ånd,
Thi kærlighed nedbryder snævre skranker
Som født af Gud, frigjort og redebon!

Jeg selv på kærligheden bare stammer,
Dens væsen mig fornyer dag for dag,
Og når jeg drømmende den til mig krammer,
Jeg véd, jeg ej endnu har glemt dens smag!

23.6.10

-jn-